6. October 2015:
Det første Attention… Go!-lærerkursus er løbet af stablen
- Forside
- Nyheder
- Det første Attention… Go!-lærerkursus er løbet af stablen
En miniudgave af Danmarks Stærkeste Klasse fandt sted da en række folkeskolelærere og foreningsfolk deltog på lærerkursus 2. oktober. Et hold på seks mand skulle sammen ro 2000 meter hurtigst muligt, og der skulle være styr på skift og positioner for at være mest effektive. En del af lærerkurset er at prøve praktiske øvelser i romaskinerne, så lærerne prøver det på egen krop. Vi tror på, at det for lærerne bliver nemmere at formidle et undervisningsforløb, når de selv har afprøvet det.
”Det var rigtig lækkert at være på et kursus, hvor man skulle bruge musklerne. Så kan man relatere det til eleverne, som jo også gerne vil være i gang og ikke bare høre på forklaring 3 timer i træk. Her var det 45 min. forklaring og så ud i romaskinerne. Så det var en dejlig anderledes måde at gøre det på.”, Jan, Gladsaxe Privatskole.
Dagen startede med oplæg fra kursets undervisere og forfatterne bag Attention… Go! materialet, Karen Bardram Kehr og Nicki Almquist. Ud over oplæg skulle deltagerne lave små opgaver bl.a. om kroppens muskler og led samt punktanalyse. Opgaver som er en del af undervisningsmaterialet, som eleverne skal gennemgå. Kort tid efter bliver det tid til en tur i romaskinerne. Her kom deltagerne gennem forskellige opvarmningsøvelser med udgangspunkt i undervisningsmaterialet.
Lærerne blev også introduceret til video-app’en Hudl Technique, som eleverne skal bruge til at lave videoanalyse af rotaget. I romaskinerne filmede deltagerne hinanden for efterfølgende at analyse rotaget samt tale om fejlretning. En app som vakte stor begejstring, og som henvender sig meget til unge og deres brug af telefoner og tablets.
Dagens sidste modul tog udgangspunkt i stafet og samarbejde (mellemtrins materialet), så der skulle ros stafet i romaskinerne. Det satte gang i deltagerne og der blev roet på livet løs. Således sluttede dagen med sved på panden og et godt grin, da deltagerne lavede en miniudgave af “Danmarks Stærkeste Klasse”.
”Jeg synes kurset har været rigtig godt og jeg føler mig godt klædt på til at møde og undervise folkeskoleeleverne med materialet.”, Tine, Odense Roklub.
Lærerkurset er målrettet skolelærere der skal undervise i Dansk Forening for Rosports undervisningsmateriale Attention… Go!, der henvender sig til folkeskolens mellemtrin og udskoling.
Vi takker for en god dag og ikke mindst for indsatsen fra deltagerne. Vi glæder os til at se endnu flere lærere på vores kurser i fremtiden.