12. October 2016:
Adventure-weekend skal samle ny landsholdstrup
- Forside
- Nyheder
- Adventure-weekend skal samle ny landsholdstrup
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
Sveden hagler i øjeblikket af de tidligere landsholdsroere og unge talenter, der i disse dage slider i ergometrene for at komme i betragtning til en plads i Dansk Rocenter og en mulighed for at ro i den danske landsholdstrikot i den kommende sæson. Ved ergometer-testen kommer man i betragtning til DRC, hvis man opfylder følgende fysiske krav (letvægt herre: 6, 15 min., tung herre: 5, 56 min., let dame: 7, 11 min., tung dame: 6, 53 min.)
Resultaterne af disse tests indløber i øjeblikket i støt tempo til DRC, som på baggrund af disse samt udfaldet af testregattaen beslutter, hvem der i sidste ende får en invitation til DRC. Denne beslutning forventes, at offentliggøres onsdag den 19. oktober. I dagene mellem den 28-30 oktober samles de roere, der er blevet udtaget til landsholdet så for første gang på en adventure-weekend med overnatning. Ud over at udfordre roerne i nye og uvante rammer har turen to ting til formål, nemlig først og fremmest at informere roerne, hvad der skal ske i den kommende fremtid og dernæst at ryste gruppen godt sammen.
En af de roere, der i disse dage har færdiggjort ergometer-testen og som håber på en ny landsholdsplads efter hendes fremragende forgange sæson, er Roskildes Aja Runge Holmegaard. ”For mig har det ikke så meget været et spørgsmål om jeg skulle køre de her tests. Jeg har hele tiden stået på spring. Jeg har kvalificeret mig tre år i streg gennem mine præstationer indendørs og udendørs. Den tid, vi har skulle ro i ergometer for at kvalificere os har været en tid, der har været realistisk for mig selv hvis jeg har haft en dårlig dag”, siger Aja og fortsætter:
”Som mange af de andre har jeg også været meget træt og efter at jeg havde roet trials (testregattaen) var ergometertesten noget, jeg skulle have overstået. Så jeg gik egentlig bare efter at opnå kravet og ikke sætte personlig rekord. De første 1000 meter lå jeg egentlig bare og hyggede mig lidt, men med 750 meter hjem kunne jeg se, at jeg rent faktisk ikke lå så dårligt, så hvis jeg tog mig sammen kunne jeg måske godt ned omkring personlig rekord. Så skruede jeg op på for gassen og var omkring 1,5 sekund fra rekorden (Aja´s personlige rekord er 7:04:40. Men i og med, at jeg slappede så meget af under testen, tror jeg, at en personlig rekord er inden for rækkevidde i vintertræningen, hvilket også er en god gulerod”, slutter Aja.