18. June 2018:
Seat-races beskærer dansk deltagelse ved World Cup i Linz
- Forside
- Nyheder
- Seat-races beskærer dansk deltagelse ved World Cup i Linz
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
Når det danske landshold mellem 21-24 juni rejser til Linz i Østrig for sæsonens anden World Cup, så bliver det med kun fire både på traileren. Det skyldes, at man holder den tunge danske herre- og damefirer hjemme, hvor der afholdes nye seat-races hjemme på Bagsværd Sø med roere, der er vendt tilbage fra USA.
Den østrigske naturperle er næste år vært for OL-kvalifikationen i forbindelse med VM, og under optimale omstændigheder, havde Danmark også sendt så mange roere som muligt til Linz for at de kunne vænne sig til forholdene. Men eftersom man også er nødt til at tage hensyn til de roere fra USA som potentielt kan gå ind og styrke besætningerne på de to både, så giver det i den grad mening, at W4- og M4- holdes hjemme. Målet er at møde endnu bedre forberedt op til den tredje World Cup i Luzern, som har en afgørende betydning for udtagelsen til dette års VM i Plovdiv, Bulgarien.
Afbræk i kalender
Inden for de tunge herrer er der allerede blevet skabt en god bruttogruppe og sidste år var Joachim Sutton i kraft af sin fanden-i-voldskhed i stand til at forstærke båden op til VM. Og nu afventer man så, hvordan sammensætningen på båden bliver efter Joachim støder til træningstruppen i Bagsværd, og den sportslige ledelse endnu en gang åbner for kampen om pladserne i båden.
”Vi får nu et afbræk i kalenderen, hvor vi normalt skulle have været med til den anden World Cup, men vi skal betragte det fra et positivt synspunkt”, siger træner Jens Vilhelmsen. ” For det første så skal vi bruge det til at få sat den bedste besætning i fireren, og vi skal bruge det til at få lavet noget god træning. Og i den periode, hvor de andre trapper ned i forhold til World Cuppen, kan vi bare køre på med fuld skrue. Det giver mulighed for at stå godt til tredje World Cup”, fastslår Jens Vilhelmsen.
Vise deres allerbedste
Damefireren i den åbne klasse bestående af kvartetten Anna Hannibalsen Larsen, Frida Sanggaard Nielsen, Marta Kempf og Trine Dahl Pedersen viste allerede ved den første World Cup i Beograd, at potentialet er rigtig højt. Nu støder Ida Birk Petersen, Nikoline Laidlaw og Ida Gørtz til truppen. De har trænet og konkurreret godt i USA, men de skal nu på kort tid omstille sig til den danske roning og se, om de kan bidrage med mere fart til båden. Det gælder om at være klar fra start og vise udbyttet fra opholdet i USA kan omsættes til en plads på en allerede godt præsterende dansk båd.
”Det er klart at dem, der var til World Cup, har et forspring fordi de fik muligheden for at vise, hvor hurtige de var. Og vi bemærkede jo alle, at fireren viste et højt niveau og præsterede rigtig flot i Beograd”, siger træner Mads Haubro. ”I virkeligheden handler det for alle pigerne om at vise det, som de gør godt til træning. Alle piger vil selvfølgelig være under pres. De, der var med til World Cup 1, har en plads på båden at forsvare, mens dem, der kommer til fra USA, skal forsøge at vinde en plads i båden”, siger Mads Haubro.
Danmark stiller op i Linz med følgende både til World Cup 2 i Linz:
Fie Udby Erichsen i W1x
Sverri Nielsen i M1x.
Emil Hjort Espensen og Alexander Modest i LM2x
VM bronzevinderne Lærke Berg Rasmussen og Christina Juhl Johansen i W2-.