wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Endnu en god, dansk løbsdag er overstået ved dette års Baltic Cup i Trakai, Litauen

Af Bianca Toftebjerg | Billeder: Den danske U-landsholdslejr (Nils Henrik Stene) & dommer Flemming Gaur

På anden og sidste-dagen for dette års Baltic Cup, har der været 500m sprint på programmet for de danske roere i Trakai. I morgenens indledende- og banefordelingsløb, gentager gårsdagens historie sig, og det bliver til i alt ni A-finaler og én B-finale for de danske roere.

Søndagens finaler på 500m sprint-distance har givet i alt fire danske medaljer, tre af bronze og én af sølv.

I JW1x tager Frida Werner Foldager (Roskilde) en bronzemedalje på 500m (primærbillede). Og i JM2- tager Mads Bjørndal Kirstein (Kolding) og Tobias Holt Poulsen (Odense) også en bronzemedalje med kun 15 hundrededele ned til nr. 4.

Og netop de to mandskaber høster også lidt ekstra ros fra Landstræner for talentudvikling Nils Henrik Stene:

”På 500m er feltet mere samlet, der er ikke nogen som er meget efter. Roerne får nogenlunde samme placering som dagen før, men bliver ikke slået med så meget. Det synes jeg er meget fedt. Drengene i toer uden, får lige hevet en bronzemedalje hjem. De havde en drabelig dyst mod Kasakhstan som de vinder, og det var virkelig godt. Frida der var ret suveræn på 2000m i går, fik konkurrence i dag på 500m, så det er også rigtig godt.”

I JM2- tager Mads Bjørndal Kirstein (Kolding) og Tobias Holt Poulsen (Odense) en bronzemedalje på søndagens 500m-sprint.

Overordnet set, så er målet med at deltage i Baltic Cup, at give Danmarks yngste roere en forsmag på international kaproning, og motivation til at fortsætte. Og det er også landstrænerens fornemmelse, at weekendens mesterskaber er lykkes med:

”Det mest centrale ved at være til Baltic Cup, er at det skal give en motivation til mere, og det tror jeg også vi kommer hjem med. Og så håber jeg, at jeg skal ud og rejse med nogle af de roere, der har været med hernede, igen i fremtiden.”

Gennem hele mesterskabet samler landene point sammen, alt efter hvilke placeringer roerne får i finaleløbene. Med 169 point kommer Danmark på andenpladsen, foran Litauen (121 point) og efter Tyskland (202 point).

Sådan er det gået

I JM4x slutter Hadsund-drengene Mads Hessellund, Kian Harati og Frederik Bertelsen, samt Oliver Bach (Randers) på femtepladsen i søndagens A-finale.

I JM1x slutter Christian Runge (Lyngby) på sjettepladsen i A-finalen, på de 500m.

Søndag byder på endnu en bronzemedalje til For JW4- med Laura Møller (Holstebro), Lea Lübeck (Hadsund) samt Ægir-pigerne Marie Martens Christensen og Liv Jensen, byder søndagen på endnu en bronzemedalje

I JM4- slutter de tre Bagsværd-drenge Nikolaj Kragh Simonsen, Theis Wolfram, Jakob Lynbech og Viggo Lambert (KR) på sjettepladsen i A-finalen på 500m.

JM2x med Joachim Brahe Møller (Ægir) og August Husted Coutant (Sorø) slutter på syvendepladsen i A-finalen på 500m.

I JW2- tager Dina Poulsen og Liva Østergaard Nielsen (begge Sorø) igen en sølvmedalje, denne gang på 500m distancen

På 500m bliver JW4x med Silkeborg pigerne Marie Kleist og Mathilde Lyngholm samt Roskilde-pigerne Silje Trenter og Isabella Bache nummer fire i A-finalen.

JW2x med Maria Jakubsdottir Johansen og Signe Thorup (begge Sorø) vinder B-finalen over Litauen på 500m.

Til næste år, i 2022 bliver det ekstra spændende at følge med i Baltic Cup, da det skal være på hjemmebane i Brabrand hvor Danmark er arrangør.