23. July 2023:
Rasmus Lind tager bronze i letvægtssinglesculler ved U23 VM
- Forside
- Nyheder
- Rasmus Lind tager bronze i letvægtssinglesculler ved U23 VM
Søndag formiddag var det blevet tid til Rasmus Lind (Sorø) tredje A-finale i karrieren i letvægtssinglesculler, denne gang ved U23 Verdensmesterskaberne i Plovdiv, Bulgarien.
Efter en række ’ligeved og næsten’ placeringer, og en uheldig lodtrækning ved sidste års U23 VM, der sendte ham i en B-finale, fik Rasmus (Sorø)i år gjort semifinalen til en A-finale og A-finalen til en podieplacering.
Han var da også godt klar over, at det nok var nu, der var gode chancer for at vinde en medalje i den lette herresinglesculler, inden han rejste mod Bulgarien i mandags:
”Jeg har ventet på det (medaljen red.) i lang tid, og haft en fornemmelse af, at det godt endelig kunne være hernede, jeg kunne tage en medalje, efter de resultater jeg har lavet i løbet af året. Og så har det givet sindssygt meget erfaring og hjælp at være inde i Danmarks Rocenter og være med til World Cups med landsholdet. Jeg havde en god fornemmelse inden jeg tog herned, og så er er det megafedt at få sådan et bevis på, at jeg rent faktisk godt kan finde ud af at ro.”
Så selvom Rasmus Lind rejste til Bulgarien og Plovdiv med et ribben der drillede, så bed han alligevel smerten i sig, og roede medaljen hjem:
”De sidste 500 begyndte det at gøre lidt ondt, og til sidst tænkte jeg ’nu går jeg bare amok, så må det springe eller hvad det vil’, det gør ondt i hele kroppen, om det gør mere ondt i ribbenene, det må jo være sådan det er, men det kan godt mærkes lidt stadig.”
Og det er også en meget tilfreds Rasmus, der rejser hjem fra Bulgarien, med den medalje han har kæmpet så hårdt for at vinde:
”Jeg kan ikke være mere tilfreds med den her, det er så fedt. Og så selvfølgelig kæmpe tak til alle dem der har støttet mig igennem mine år, både fra Ulla i mine Sorø-år, til dem inde i Danmarks Rocenter og min familie og alle mine venner der har bakket mig op. Det er så fedt endelig at have den medalje.”
Bronzemedaljen ved dette års U23VM bliver for Rasmus punktummet for hans U23-karriere, nu skal han hjem og have en kort, men velfortjent pause, inden han sætter fokus mod senior VM, der afvikles til september i Beograd.