wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Det er altid svært at være den første, der skal vise niveau, og det pres kan mærkes på de danske ol-roere, der skal sætte de første åre i vandet

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Tvivlen, hvor man står er fremherskende hos Fie Udby Erichsen, når hun i dag er den første danske roer i vandet på en lørdag, hvor i alt tre danske både skal vise formatet.

Roeren fra Hobro har i forberedelserne til Rio haft masser af udfordringer og skavanker at kæmpe med ikke mindst de problemer med ekstreme smerter i underarmene, som hun blev opereret for sidste år.

Problemerne har gjort, at hendes optakt til OL ikke har fået den gnidningsløse glans, som den havde før OL i London, og hun måtte kvalificere sig på sidste mandat i forbindelse med OL-kvalifikations-stævnet i Luzern.

”Det kan blive rigtig godt, men det kan også blive en meget stor skuffelse. Der er meget stor forskel på mit topniveau og mit bundniveau, men jeg håber, at jeg allerede i indledende kan gå ud at bevise over for mig selv og de andre, at jeg er en, man skal regne med i medaljekampen, siger Fie Udby” i et interview med Nordjyske.


OL
Under tidspres

Fie er derfor under tidspres i modsætning til London. ”Jeg er en smule irriteret over det, for når man har haft fire år, burde man ikke være i tidsnød. Men der er bare nogle ting, man ikke kan tage højde for”, siger Fie Udby Erichsen til Ritzau.

Hos Guldfireren har man også haft sine udfordringer at kæmpe med selv om kvartetten allerede i 2015 sikrede kvalifikationen til OL. Det er nemlig først i år, at Morten Jørgensen er kommet tilbage i båden efter at han i omtrent et år led under overtræning, som gjorde det umuligt for ham at træne på lige niveau med kammeraterne i båden. I år er Morten Jørgensen imidlertid vendt tilbage, men han har haft behov for ekstra tid for at genfinde sit tidligere niveau.

”De andre troede på mig, når jeg sagde, at jeg ville være tilbage i topform til OL. De ved, hvad jeg står for”, siger Morten Jørgensen til Ritzau. ”Vi roede sammen i 2013 og 2014, blev verdens- og europamestre og satte verdensrekord, så de ved, hvad jeg kan, når det gælder. Jeg gjorde det klart fra starten, at de ikke skulle regne med, at min form var der, før vi kom til OL, og nok heller ikke er der, før vi når finalen”, siger Morten Jørgensen.

Der er dog masser af optimisme i Guldfireren for i træningslejren i Østrig har man sat tider, der var hurtigere end i verdensrekord-året i 2014.