20. May 2019:
Danmark fik forrygende start på juniorsæsonen ved U19 EM
- Forside
- Nyheder
- Danmark fik forrygende start på juniorsæsonen ved U19 EM
Med syv hold udtaget og seks til start var der lagt op til en spændende weekend i Essen, hvor det danske U19 landshold for alvor fik åbnet for sæson 2019.
Allerede lørdag lagde de danske juniorroere ud med et godt niveau, som hele weekenden generelt bliver mærket af.
Junior EM er første pejlemærke for, hvordan den forestående sæson kommer til at se ud. Og ifølge ungdomslandstræner Nils Henrik Stene, tegner det til at blive en god og spændende sæson:
”2019 bliver en lidt anderledes sæson, fordi både U19 og U23 VM ligger langt væk. Derfor har vi tidligt meldt ud, hvilke både der satses på udtagelse i. Men på baggrund af weekendens junior EM, så tegner det til at blive en god sæson, og vi har stadig et par konstellationer til gode, som vi endnu ikke har set sammen på grund af skader.”
To medaljer til Danmark
JM2- med Holstebro-drengene Casper Lindballe og Tobias Bork Kristensen roede sig allerede lørdag, til en plads i søndagens A-finale, hvori de roede sig til en sølvmedalje.
Her roede de et flot løb, som får stor ros med på vejen af ungdomslandstræneren:
”Det er en kæmpe overraskelse, at det er gået dem så godt og de ror en forrygende finale. De andre hold i A-finalen starter for hårdt ud, og går kold inden mål. Casper og Tobias har fra start af disponeret rigtig godt, og laver en flot spurt til sidst, hvor de går forbi de andre både én efter én.”
At de to Holstebro-drenge allerede ror stærkt, så tidlig på sæsonen giver en god indikation af, at de har potentiale til at få rigtig meget fart i båden.
Også JW4- med Mathilde Kiilgaard (DSR), Marie Ramm (Bagsværd Roklub), Cecilie Brünnich (Københavns Roklub) og Christine Cardel (Bagsværd Roklub) roede en A-finaleplads hjem allerede lørdag, som de søndag omsatte til en bronzemedalje.
Halvdelen af mandskabet i JW4- er det samme som sidste år, men pigerne møder et stærkere felt end sidste år vurderer Nils Henrik Stene:
”Klassen er blevet stærkere end sidste år, men vi stiller med et kompetent hold, som har gjort det rigtig godt. Selv synes pigerne ikke, at de ror så godt, som de ved de kan, på de første 1000m. Men på de sidste 1000m kommer de efter det, og generelt så ser deres potentiale for sæsonen rigtig godt ud.”
De øvrige resultater:
Udover de to flotte medaljer, viste resten af U19 landsholdet også lovende takter, og i alt tegner det til at blive en fornuftig sæson.
JM4x med Emil Nielsen (Roskilde Roklub), Jeroen Grimmelikhuijzen (Bagsværd Roklub), Aske Storm Smedegaard (Roklubben Viking) og Rasmus Aagreen Lind (Sorø Roklub) sluttede på en 16. plads, som de roede sig til i C-finalen.
JW2x med Clara Hornnæss (Roforeningen KVIK) og Kristine Søndergaard Hansen (Roklubben Furesø) bliver samlet nr. 12.
JW2- med Mathilde Hjort (Bagsværd Roklub) og Emma Braad Olesen (Bagsværd Roklub) vinder deres B-finale, og slutter dermed samlet som nummer 7.
JM2x Oliver Skov Jerkovic (Bagsværd Roklub) og Nicholas Andersen (Roforeningen KVIK) vinder ligeledes deres B-finale og slutter også samlet som nr. 7.
U19 landsholdet har ikke rejst samlet til og fra Essen, så på den måde var Danmark ikke afsted som et helt samlet landshold. Men både trænere og mandskaber gode til at arbejde sammen og det flotte resultat i JM2- giver en god indikation af, at den dedikerede indsats i Holstebro er begyndt at bære frugt.