25. November 2018:
Stor international pris til dansk FISA-æresmedlem
- Forside
- Nyheder
- Stor international pris til dansk FISA-æresmedlem
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
Børge Kaas-Andersen deltog som aktiv roer bl.a ved OL i Rom, hvor han opnåede en 12.plads i firer uden styrmand sammen med Mogens Jensen, Mogens Christiansen og Ole Kassow. Men det er specielt hans arbejde bag kulisserne, hvor han udrettede et formidabelt arbejde til glæde for dansk og international roning, som han huskes for.
Den 81-årige Børge Kaas-Andersen, der i dag er æresmedlem af FISA, har således et CV, som kun de færreste danske idrætspersonligheder kan hamle op med. Børge Kaas Andersen har således været både næstformand og formand for DFfR og siddet 15 år i DFfRs bestyrelse. Fra 1973 – 2001 var han medlem af FISAs bestyrelse og han var formand for FISAs dommer-komité fra 1991 til 2001.
Beæret over pris
Børge Kaas-Andersen var meget beæret at modtage prisen fredag aften og sagde: ”Det er jo altid dejligt at blive anerkendt for det arbejde, som man har lavet og det har altid været en fornøjelse for mig at være en del af den internationale roverden. Selvfølgelig betyder det noget for mig med den anerkendelse, men det er mere det, at have været med, der betyder mere for mig”.
Det danske FISA-æresmedlem har i høj grad nydt sit arbejde for FISA, men er også glad for at han valgte at sige stop på det rigtige tidspunkt: ”Jeg savner ikke at være del af det mere fordi alting har sin tid. Vi havde en regel i FISA, at når man blev 65 år, så skulle man holde op. Men jeg holdt op, da jeg var 62 år fordi så havde jeg ikke lyst mere. Når man går i gang med at lave noget og så bare gør det på rygraden og rutinen, så skal man holde op. Det er vigtigt, at man hele tiden ønsker at udvikle sig ellers duer det ikke”, sagde Børge Kaas-Andersen.
Formanden for DFfR, Henning Bay hylder også den enorme betydning, som Børge Kaas-Andersen har haft for dansk og international roning: “Børge har haft enorm betydning for dansk roning. Dels i kraft af hans organisatoriske talent og dels hans sans for international idrætspolitik. “Børge havde et meget tæt samarbejde med FISAs tidligere præsident Tommi Keller samt Denis Oswald, hvilket var med til at sikre betydningsfulde poster for danske roere i FISA organisationen. Og Børge var en meget stor drivkraft for at sikre VM til Bagsværd sø i 1987”, siger Henning Bay således.
Børge Kaas-Andersen var også til stede ved Dansk Ronings Award Night lørdag aften i København, hvor han modtog stående klapsalver fra en stuvende fyldt festsal hos DSR.