Mette Dyrlund var dagens helt store triumfator i den danske lejr, da hun i suveræn stil roede sig i EM-finalen i kvindernes singlesculler
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
(W1x)
Mette Dyrlund viste allerede tegn på tidligere tiders storform, da hun blev nr. to ved Holland Beeker regattaen for nylig. Og den form blev igen bekræftet, da hun fredag fra start satte sig på opsamlingsløbet og suverænt roede finalepladsen i hus på meget en meget velovervejet og meget overbevisende facon. Præstationen var så meget mere imponerende eftersom løbet foregik med skiftevis sidevind og medvind, der normalt ikke er Mette´s livret, men alligevel var DSR-roeren urørlig i dagens opsamlingsræs.
(M1x)
Frank Steffensen har ikke haft så meget tid til at vænne sig til singlesculleren og han har også kæmpet med skader op til Glasgow. På den baggrund er det måske vanskeligt, at have haft store forventninger til Frank før regattaen. I dag sluttede han på femtepladsen lidt under fem sekunder fra Azerbadjan-roeren Aleksandar Aleksandrov, der tog tredjepladsen og den sidste billet til semifinalen. Frank mente selv, at det gik i bedre i dagens løb end torsdag, men i løbets sidste del faldt tingene fra hinanden. Frank kan dog se frem til, at han i C-finalen får mulighed for at dyste med selveste OL-sølv-vinderen, Kroatiens Damir Martin.
(W4-)
Tanja Spring Ehlers (KVIK), Luise Lund Hansen (Odense), Silja Davidsen (Roskilde) og Nikoline Laidlaw (DSR) ydede også en helt godkendt præstation i dagens opsamlingsræs selv om det desværre blot rakte til en plads i B-finalen. I torsdagens indledende løb havde man ligget glimrende i forhold til de stærke italienere for blot at blive overspurtet i slutfasen, og det ønskede man af alt magt at forhindre fredag. Den taktik lykkedes også, men til gengæld måtte man konstatere, at England og Holland som forventet var for stærke, og de to nationer satte sig også på de to A-finale-pladser. Men pigerne kunne ifølge mandskabsleder Lea Jakobsen være ovenud tilfredse med deres indsats, specielt taget i betragtning, at det var den engelske A-firer, man var oppe i mod.
(M2-)
Med en sidsteplads i C-finalen fik Nick Hannibalsen Larsen og Christoffer Kruse ikke sat det punktum for EM, som man havde håbet på. Selv sad parret derude med en bedre følelse end torsdag, men de havde på fornemmelsen, at hver gang, de prøvede at trykke til, så blev det meget svært, hvilket ifølge mandskabsleder Lea Jakobsen er et tegn på, at parret mangler samroning. Jakobsen håber på trods af resultatet på, at parret kan tage noget positivt med hjem fra Glasgow.
(LM1x)
Sebastian Terp blev fredag, ligesom det havde været tilfældet torsdag, kastet for løverne i opsamlingsløbet. Men Terp tog udfordringen med oprejst pande og taktikken var, at Sebastian skulle gå stærkt ud og komme først til 1000 meter. Den plan virkede egentlig fint for Sebastian var toer ved 500 meter, men havde så ikke kræfter til at holde ved og sluttede sidst. Sebastian var generelt fysisk underlegen, men viste bestemt hår på brystet ved at tage kampen op med favoritterne, og man kan blot håbe på, at han får sat punktum for sin deltagelse i Glasgow med en god oplevelse i C-finalen.