3. August 2018:
Formand hylder Morten Jørgensen efter karriere-stop
- Forside
- Nyheder
- Formand hylder Morten Jørgensen efter karriere-stop
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
“Morten har siden 2008 været et stabilt anker på en af dansk idræts største succeser. Han er en idrætsmand som har vist formidable styrke og vilje. Med Morten på strokepladsen sikredes således Danmark en OL sølv i Rio. Morten ønskes held og lykke fremover. Vi håber at Morten fortsat er at finde i miljøet omkring Dansk Roning samt ikke mindst Næstved Roklub som er Mortens klub”, siger Henning Bay således.
Svær beslutning
Morten Jørgensen forklarer på sin Facebook profil, at det har taget ham ca. to år, at nå til beslutningen om at stoppe og ”at det har været den sværeste beslutning i de 33 år, jeg har levet”.
”Der er rigtig meget, der taler for at gøre et forsøg (mod OL), men de ting, der taler imod har alligevel vejet lidt tungere og derfor har jeg valgt at sige stop nu og jeg er glad for at jeg selv har truffet denne beslutning og det ikke var en skade eller andet”, siger Morten Jørgensen.
Det er bestemt ikke motivation, der mangler for en mulig guldmedalje med Kasper Winther Jørgensen i letvægtsdobbeltsculleren ville lægge endnu et kapitel til Mortens glorværdige karriere.
– Ingen andre har før vundet guld med både én åre (i letvægtsfireren, red.) og to årer (i dobbeltsculleren, red.), og det er selvfølgelig i sig selv en kæmpe gulerod. Jeg er også sikker på, at vi ville kunne levere et godt resultat, for det har føltes godt på vandet, men man kan jo ikke være 100 procent sikker. Og jeg tager ikke afsted for at blive nummer fire eller dårligere. Kun en podieplads vil tælle i min verden, og det kan godt være, det lyder arrogant, men når jeg tidligere har vundet tre medaljer i træk, er nummer fire ikke godt nok, siger Morten til SN.dk
Altid forbundet med Guldfireren
Morten Jørgensen er dog overbevist om, at han har taget den rigtige beslutning, specielt på baggrund af den tid, der skal investeres i et muligt nyt OL-projekt. ” Vi har lige købt hus, Sara (Mortens kone, red.) er lige blevet læge, og vi har to børn på 1,5 år og 5 år. Skal jeg til OL, skal de to næste år rives ud af kalenderen, hvor jeg ville skulle bruge næsten al min tid på roning. Jeg ved jo, hvad der skal til, og denne gang ville det være rigtig svært at gøre det, siger Morten Jørgensen endvidere.
Som et dansk idræts allerstørste navne gennem tiderne vil Morten Jørgensens navn for altid være forbundet med hans fantastiske præstationer med Guldfireren. Han gjorde debut i båden med en guldmedalje ved OL i 2008, hvorefter det blev til en bronzemedalje ved OL i London i 2012 og endeligt sluttede han af med en med sølvmedalje ved OL i Rio i 2016. Desuden vandt han guld ved to VM og to EM og var også indehaver af verdensrekorden med resten af besætningen i Guldfireren.
”Ud over mine resultater har jeg lært utrolig meget fra sportens verden, som jeg nu vil ud og gøre endnu mere brug af i den “virkelige” verden. At have været en del af Guldfireren siden 2008 har været en uddannelse i sig selv, en uddannelse man ikke kan tage andre steder”, siger Morten Jørgensen på sin Facebook profil.
Moren Jørgensen, der vil fortsætte med at dyrke sport og deltager i Ironman København den 19.august, retter endeligt ”en kæmpe tak til alle dem som har hjulpet mig igennem min karriere. Ingen nævnt ingen glemt”.