wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Sommerroskole i Hadsund Roklub

Sommeren er over os og det betyder, at der i Hadsund Roklub bliver afholdt den årlige sommer-træningslejr. Mandag til søndag i uge 31 er knap 30 ungdomsroere samlet i roklubben, hvor de overnatter hele ugen. Ronja og Louise fra RoBattle var taget på besøg i Hadsund for at være med en dag på sommertræningslejr.

Mandag formiddag startede med et træningspas på vandet, og da RoBattle kommer til Hadsund er det frokosttid. Her står en gruppe af de unge i køkkenet og laver frokost til alle deltagerne. Det er nemlig deres tjans i dag. Det er Simon og Lennart der står for træningslejren, men det er ikke ensbetydende med, at de skal servicere deltagerne. Træningslejren er ud over træning også en mulighed for at lære deltagerne at lave mad og klare sig selv uden mor og far. I mindre grupper skiftes deltagerne til at lave dagens måltider og rydde op efter spisning. I ny og næ kigger nogle forældre ned, det må de godt, hvis de har kage med, siger Simon og Lennart. Ellers er ugen uden forældre.

Tillidsøvelse og samarbejde når en roer skal bæres fra den ene ende til den anden.

Efter frokost må den planlagte aktivitet på vandet, bl.a. øvelser og lege med bind for øjnene aflyses, da det blæser for meget. I stedet bliver der sat gang i nogle lege og konkurrencer, som skaber grin og smil blandt de unge. Her er den yngste 11 år og den ældste 17 år, men det betyder ikke noget, når der skal leges og laves sjov.

Der bliver dagligt trænet to pas på vandet, hvor der køres programmer, øves teknik m.m. Trods det noget ustadige vejr mandag, lykkedes det de unge at komme på vandet om eftermiddagen og finde godt vand på den anden side af Mariager Fjord.

Mens vi er på besøg i roklubben er der fyldt med lejrskole-stemning, hvor der spilles spil, hygges på værelserne og grines med vennerne. Det virker som et sted der er rart at være, både fordi der er en masse tid til at dyrke den sport man synes er rigtig fed og samtidig er det muligt at hygge sig og have det sjovt med vennerne. Vi fik selv lyst til at indkvartere os og være med resten af ugen!

Tak fordi vi måtte komme og være med en dag i Hadsund Roklub. Vi ønsker alle en fortsat god uge!