Turroning dækker alt fra den lille halvdagsudflugt med madkurv til ferielangture under fremmede himmelstrøg.
Langtursroning er en af dansk ronings absolutte kronjuveler!
Den danske kystlinje med fjorde, bælter og et utal af små og store åer er ideel til, at man kan få nærmest uendelige oplevelser ved at opleve landet fra vandsiden i de sødygtige inriggere. Her kombineres naturoplevelser, lejrliv og kammeratskab med tilfredsstillelsen ved at bevæge sig frem for egen kraft igennem vandet i kraftfulde rytmiske bevægelser akkompagneret af fuglene og havets dybe åndedrag.
For mange bliver det en livsstil, der kan dyrkes højt op i alderen.
Langtursroning kan dyrkes på mange niveauer - lige fra roholdet, der bevæbnet med madpakke og kaffekande bruger en eftermiddag på at stresse af ved at stikke stævnen lidt udenfor klubbens daglige rofarvand - og helt op til de store arrangerede fællesture, hvor en busfuld roere kører til Spanien eller Nordkap med en bådetrailer.
To andre modpoler er dem, der dyrker det som ekstremsport, hvor det gælder om at komme Sjælland rundt på kortest tid, - og dem, der dyrker "kultur-roning", hvor man tager sig tid til at besøge seværdighederne, hvor man kommer frem.
MTU, kredse og klubber arrangerer hvert år små og store ture til mange forskellige destinationer, og for de mange, der selv kan og vil, er der rige muligheder for enten at låne både i andre klubber eller nogen af forbundets udstationerede både. Såvel i indland som i udlandet.
-
"Kun en tåbe frygter ikke havet!"
-
"Naturen skal behandles med omtanke, så man er velkommen en anden gang!"
MTU sætter en ære i at være med til at holde langtursstyrmandsuddannelsen ajour, så der både er fokus på sikkerheden og miljøet. Vi vil gerne være med til at trække grænserne for, hvor vores rettigheder og pligter som brugere af naturen går. - Så vi fortsat kan dyrke langtursroningen i fuld samklang med såvel de andre naturbrugere som myndighederne.